 |
Gårdbutikken SOFI
I den lille landsby Dørup, sker
der i disse dage noget helt specielt. Gårdbutikken SOFI er ved
at blive indrettet og klargjort til åbningsdagen, søndag d. 21
november.
Butikken indehaves af Helle
Tholstrup. Helle fik idéen til butikken for ca. 5 år siden, da hun og
hendes mand Jesper, boede i USA. De vidste, at de skulle hjem til
Danmark engang og lave et eller andet og Helle kunne godt lide tanken
og idéen med kombinationen af, at være hjemmegående og
erhvervsdrivende. Så hvad var mere naturligt, end en gårdbutik på egen
matrikel. Navnet på butikken SOFI, stammer da også til dels
fra USA. En veninde af datteren Emma, hedder Sophia, og samtidig er
det en forkortelse af ordet ”sofistikeret”.
Helle er vokset op med butiksfaget,
idet hendes mor var indehaver af en købmandsbutik. Fra den butik har
hun erhvervet sig en del inventar, bl.a. den store flotte hjørne
købmandsdisk, som leder tankerne hen på ”dengang”.
Når man træder ind i den hyggelige
butik, møder man gammelt blandet med nyt. De gamle borde, skabe,
reoler og træ æblekasser, er pyntet op med moderne juleting, smykker,
duge, tøj, vin, håndklæder, lys, glas, kopper, skåle, kurve – kort
sagt: alt hvad man kan ønske sig i en rigtig gårdbutik. Flotte
rundbuer præger butikkens midterste del og kigger man over mod den ene
væg, ser man Madame blå ting, smukt gammelt porcelæn og en ægte
gammeldags kaffemølle, til at male Mortensens kaffe i. Det er ren
nostalgi.
Nogle af varerne er hentet hjem
fra USA, andre fra Sverige og de fleste fra Danmark. Helle kunne godt
tænke sig, at finde én eller to ting, som kun hun har til salg i
Danmark. Det kunne være noget amerikansk, men det kunne lige så vel
blive et dansk design. Det har hun dog ikke så travlt med at finde ud
af, for kommer tid, kommer råd!
Gården på Hedevej var oprindelig
en æbleplantage, fortæller Helle da hendes mor dukker op i køkkenet
for, at hente en kande frisk kaffe og lidt brød, til de sultne
hjælpere, som har travlt med at binde pyntegrønt til jul. Både
pyntegrønt og juletræer sælges naturligvis også i butikken.
Og som om butikken, pyntegrønt og
juletræer ikke var nok! - 350 kirsebærtræer er plantet, der er to
hunde, to geder, katte, der må gerne komme en hest eller to, der
skulle gerne anlægges en have med grøntsager, også er der jo lige de
der æbletræer, der gerne skulle plantes nogle af ……
|
 |